Fugleperspektivet: Mulighedernes magi i Embodied Manifestation

Ser du mulighederne for at din manifestation kan realiseres?

Mulighedernes magi

Et afgørende aspekt af intentionel manifestation gennem Embodied Manifestations linse, er at åbne sig på alle planer for at manifestationen kan lade sig gøre. At visionen kan realiseres og ikke er ønsketænkning, utopi og forankret i uvirkelighedens slørede tåger. Vi har brug for - helt ned på det ubevidste plan - at mærke potentialet for, at manifestationen kan fødes ud i vores virkelighed. Ser vi ikke reelt en mulighed for, at vi kan skabe dét, vi er inspirerede til at skabe, har vi på mange måder suget oxygenet ud af det energetiske rum, vi ellers søger at bygge op omkring manifestationen.

Her kommer fugleperspektivet ind i billedet.

Vores input og indsats varierer alt efter, om vi tror noget kan lade sig gøre eller ej. Tror vi inderst inde ikke helt på det, svarer det til at have givet op på forhånd. Hvor meget vil du dedikere dig til noget, som du ikke tror på? Hvor højt vil højdespringeren springe, hvis hen ikke regner med at løfte sig mere end en meter over jorden? Hvor hurtigt vil løberen løbe, hvis hen allerede har dømt sig selv ude før startskuddet lyder?

Jeg læste engang en artikel, som refererede til et studie af kvinders selvoplevede, fysiske ressourcer. Studiet fandt, at et overtal af kvinder (i studiet) så sig selv som muskulært svagere, end de egentlig var og dermed levede livet fra dét perspektiv. Der var utappede, kropslige ressourcer tilgængelige for dem, som de ikke aktiverede. Noget, de kunne, som de ikke gjorde, fordi de ikke troede, de kunne. De troede ikke selv, at de kunne løfte den tunge kuffert og lod derfor være, men studiet afslørede, at de faktisk sagtens kunne løfte den tunge kuffert.

Hvis vi ikke tror, vi kan, fokuserer vi ikke vores energi for hvad skal det gøre godt for?




Enter: Mulighedernes magi.

Mulighedernes magi brugte jeg som teknik, da jeg manifesterede nogle smukke, dueblå, antikke sofaer til min lejlighed tilbage i 2014. Jeg faldt over dissé sofaer, som allerede var solgt og ventede på at blive afhentet. Jeg gav ekspedienten mit telefonnummer og bad hende ringe i tilfælde af at køberen ikke ville have sofaerne alligevel. Ekspedienten svarede, at hun kendte køberen, som var meget glad for sit køb, så jeg skulle ikke holde vejret i afventning. På vejen hjem undersøgte jeg forskelllige muligheder for at få min underbevidsthed med om bord: Hvad nu hvis køberens partner sagde, at de ikke har plads og derfor ikke ville have møblerne? Da jeg kom ind ad døren fem minutter senere, havde jeg et ubesvaret opkald og en telefonsvarerbesked som informerede om, at køberens partner havde modsat sig købet, da de ikke havde plads. Tilfældighed? Måske - hvis tilfældigheder vel at mærke findes.

“Coincidence is God’s way of remaining annomous” - Albert Einstein.

Da jeg manifesterede min lejlighed i LA, benyttede jeg mig af samme teknik. Jeg tvivlede på, at det skulle kunne lade sig gøre for mig at finde en lejlighed for kun to-tre måneder i Santa Monica (det er ulovligt at lave fremlejekontrakter på under 12 måneder i Californien.) Jeg ønskede bolig i ét af LAs mest populære områder, og mulighederne virkede ikke til at hænge på træerne. Derfor måtte jeg åbne mig for mulighedernes magi, så jeg kunne få alt i min underbevidsthed om bord på projektet og dedikere mig uden forbehold til processen. Jeg gik ned til stranden i Santa Monica, hvor jeg satte mig i meditativ tilstand og lavede EFT Tapping. Efterfølgende så jeg for mit indre blik, hvordan Santa Monica var oversået med muligheder og potentialer. I stedet for at holde fast i en oplevelse af, at jeg var i gang med noget umuligt, så jeg for mit indre blik, hvordan mulighed og atter mulighed blev tændt omkring mig, som små lys på Santa Monicas landkort. Mulighederne lød således:

  • En ældre, enlig dame vil bruge de næste par måneder sammen med sit barn og sine børnebørn i en skøn bolig i naturen.

  • En person fremlejer sin lejlighed, fordi de af én eller anden grund skal blive længere i udlandet.

  • En familie vil bruge de næste par måneder på Hawaii…

Det endte med at blive én af disse muligheder, som blev aktuel og som førte til, at jeg i 2-3 måneder fremlejede et hus - ikke blot i Santa Monica, men præcis på den ønskede gade. Manifestationen kom igennem på blot et par dage.




Praksis:

  • Nedfæld den ønskede manifestation på et stykke papir.

  • Se manifestationen for dit indre blik, når den er manifesteret i fuld form.

  • Se for dig mindst tre muligheder for, at manifestationen kan virkeliggøres. Reelle muligheder, som du kan mærke, at du oprigtigt kan tro på.

Manifestationen kan sagtens komme af andre veje, end vi selv udtænker - dét er ikke pointen. Pointen er, at når vi ser mulighederne, tillader vi os selv at rette vores energi og fokus ind på manifestationen - med den kraftfulde underbevidsthed med om bord.

De næste skridt involverer at aktivere de ressourcer i kropsindet, vi skal bruge i processen samt inspireret handling - men mere om dét en anden gang.

Hvis du ønsker terapeutisk, traumeinformeret støtte og en guide udi kropsforankret manifestation, ser jeg frem til at tage imod dig i min praksis online, til en fysisk session eller på et retreat hos Center for Embodied Manifestation i Skåne.

Forrige
Forrige

Offerrollens betydning for vores manifestationer

Næste
Næste

Manifestationsvalg - hvad betyder vore valg?