Har du oplevet at vente panisk på kontakt fra en romantisk interesse? Så har du måske oplevet spædbarnstid.
Ofte mistolker vi tilstanden spædbarnstid til at betyde romantisk kærlighed. Spædbarnstid er en særlig tilstand, hvor et minut føles som et år, og vi desperat venter på at få vores tilknytningsbehov opfyldt af en specifik anden. I spædbarnstid snegler tiden sig afsted og hele vores opmærksomhed er rettet imod den person, vi søger vores tilknytningsbehov tilfredsstillet hos. I denne tilstand tror vi, at vi søger bekræftelse på kærlighed, men dét vi egentlig søger er bekræftelse på vores eksistens.
Kropsterapeutisk, dybdegående kursus, som støtter dig i at transformere kærestesorg til selvkærlighed og empowerment.
Ofte kan vi forveksle romantisk kærlighed med den panik, som sætter ind, når vi søger vores eksistens bekræftet af en specifik anden, som vi søger vores tilknytningsbehov opfyldt hos.
Da vi var spædbørn havde vi intet koncept om tid; et øjeblik kunne opleves som en evighed. De fem minutter, hvori vi lå alene i vores barnevogn og græd efter mad og kontakt, mens panikken bredte sig i vores lille krop, kunne opleves lang som en time. Tiden stod stille, og alt vi mærkede var, at vi var helt alene, og at vores eksistens var truet.
Spædbørn er kun tilstede i nuet. Alt, der er, er dette nu - og de følelser, som mærkes i dette nu.
Spædbarnstid, eller Infant Time jvf. Howard Halpern, er en tilstand, vi kan komme i som voksne, når vi indgår i relationer ud fra den tidlige barndoms tilknytningsbehov og ikke ud fra den voksnes kompetencer udi samhørighed og kontakt.
Tilknytning sker i en meget vigtig fase for os som små børn og er en form for reflekstilstand, hvor vi bogstaveligt talt knytter os til omsorgsgiverens krop og er komplet afhængige af vores omsorgsgivers tilgængelighed, indfølingsevne, omsorg, næring og kontakt. Vi smelter ind i omsorgsgiveren og mærker ikke, at vi er et afgrænset individ.
Som voksne har vi dog brug for at bevare vores individualitet, opleve handlekompetencer og være ansvarlige for vores egen overlevelse + at få vores behov mødt gennem kontakt.
Spædbarnstid er ikke kærlighed. Spædbarnstid er et tilknytningssår, der fosser blod. Spædbarnstid er en Del af os, der har taget over, som tror, den går til grunde, hvis den anden ikke bekræfter dens eksistens. Kropsligt er vi i gang med at genopleve den frygt for at opretholde med at eksistere, som kunne indtræffe, hvis vi som spædbørn græd os alene ind i panik.
I spædbarnstid opleves ét minut som en evighed. Vi mærker ængstelighed, uro og panik, og vi venter på at en anden skal forløse os. Måske venter vi på en SMS. Eller et opkald. Eller vi går i spædbarnstid så snart den anden har forladt vores bopæl. Tiden slæber sig afsted, vi mærker desperation og egentlig udspiller vi en gammel, ubevidst programmering baseret på oplevelsen af at en andens opmærksomhed er kilden til vores eksistens.
Denne tilstand er ikke fordelagtig at træffe valg i, for vores frontallapper er offline. Og ofte er det lige præcis i denne tilstand, at vi kan træffe nogle valg, som absolut ikke er selvkærlige eller værdige.
I kurset Kærestesorg: Det knuste hjertes transformation får du vigtige værktøjer til at transformere dine tilknytningssår og navigere i spædbarnstid.
Her kan du lære mere om spædbarnstid:
